Tine vinder sin 7. DM titel
Tine Rasmussen måtte slide mere i det, end de fleste havde forventet. Camilla Sørensen gik uimponeret til værks, og med mange uprovokerede fejl i starten af første sæt fra Tine Rasmussens side, blev det et tæt sæt, som Tine Rasmussen hev hjem til sidst med cifrene 21-18.
I pausen mellem først og andet sæt modtog Tine Rasmussen behandling, dette medførte dog ikke den store dramatik.
- Min ankel havde sat sig fast, men heldigvis er min kæreste fysioterapeut, og han kunne hjælpe mig.
I andet sæt fik Tine Rasmussen styr på sit spil, og i takt med det faldt mængden af uprovokerede fejl. Hun fik styr på sit angrebsspil og Camilla Sørensen havde svært ved at returnere de hårde smash. Andet sæt endte 21-13 og Tine Rasmussen kunne derfor hyldes som Dansk Mester for syvende gang.